"... en ild, der smitter."

Kunst.dk: Anne-Marie Mai tildeles Formidlingspris

"Professor og forfatter Anne-Marie Mai modtager mandag Statens Kunstråds Formidlingspris. Hun tildeles prisen for sin evne til at formidle litteraturen på nye måder, der især sætter den ældre litteratur ind i nye rammer, der er anderledes og pågående særligt over for det unge segment af litteraturinteresserede".

Især Synne Rifbjergs begrundelse for udnævnelsen af Anne-Marie Mai forekommer mig temmelig præcis. PS: Kunst.dk linker allerede op til Kornkammer og flere steder på Facebook, men det er altså en fornøjelse at læse, så jeg stemmer i med et virtuelt Tillykke! Det er velfortjent!

Kunststøtte eller ej?

Som en del af den store danske læserskare tændte jeg for Deadline sent søndag aften. Rektor for Forfatterskolen deltog. Jeg forestillede mig, at han skulle debattere med politikere, forskere og kulturformidlere, at jeg derigennem ville blive klogere på selve spørgsmålet, om vigtigheden af kunststøtten i Danmark. Hvorfor er det vigtigt? Netop i et land som Danmark? Og kunst, hvorfor er det vigtigt?

Min oplevelse var snarere, at Deadline havde samlet de fire forfattere; Leonora Christina Skov, Pablo Llambías, Susanne Staun og Lotte Garber, på grund af deres forskellige funktioner og interesser indenfor litteraturen (debattør, rektor, krimiforfatter og formand for Forfatterforeningen) end, at jeg som seer fik et klart overblik over vigtigheden af kunst, herunder litteratur og kunststøtten. Diskussionen handlede overvejende om forfatternes syn på kvalitetskriterier og den fordelingsnøgle, den nuværende litteraturstøtte fordeles efter. I sig selv en relevant debat, men vel ikke uden indblik i, forståelse for og opbakning til kunsten og litteraturen? Måske er Tv-mediet, hvor det hele skal gå ekstremt hurtigt, ikke er det mest velegnede til formidlingen af sagen. Jeg ved det ikke, men frustrerende føles det.

Kan man ikke tale om at der faktisk foregår to ting?
1) Kunststøtte eller ej. Hvorfor er det vigtigt i Danmark? Det burde vel være en fælles sag, blandt enhver forfatter eller litteraturinteresseret, fordi det er lig med anerkendelsen af kunsten og litteraturens gyldighed.

2) Herefter selve fordelings- og kvalitetsdebatten - men vel først når politikkerne og befolkningen = os læsere, forhåbentlig er / bliver overbevidste om, det vigtige i, at vi bevarer kunststøtten eller alternativt finder andre måder, at sikre en fortsat udvikling indenfor litterturen.

Jeg ville ønske at forfatterskolens rektor fik lov, at medvirke i en debat, hvor netop væsentligheden af kunst og selve kunststøttens betydning for udviklingen af litteratur - i sig selv var i fokus. En uddybende debat, så enhver dansker, for eller imod kunststøtte, får mulighed for at få et indblik i, hvorfor vi har brug for at støtte kunsten i et land som Danmark, hvor netop kreativiteten er udpeget som en af fremtidens vigtige kompetencer.

Via http://kornkammer.blogspot.com/ henvises der til http://www.megalitt.dk/. Her uddybes emnet. Kort og overskueligt. Under menupunktet "Hvorfor støtte litteratur" giver flere forfattere deres bud på
kunststøttens relevans. Blandt andet henviser Helle Helle til et citat hun læste i Politikken;

”Under 2. verdenskrig manglede Storbritannien penge til krigsindsatsen, og forsvarsministeren foreslog derfor at bruge alle pengene fra kulturbudgettet. Til det svarede Churchill: ”Jamen, hvad kæmper vi så for?”

Rituel digtning

15.10.2010: Esbjerg Kulturnat, Hovedbiblioteket.
Lars Skinnebach ankom til aftenens oplæsning med en rullekuffert. Kort efter gik han i gang med at pakke ud. To skrivemaskiner, en spilledåse, en saxofon og små grønlandske figurer var blandt kuffertens indhold.

Jeg har ikke overværet hans oplæsninger før, men så fascineret til, efterhånden som han kombinerede lyde, mimik, musik og små rituelle handlinger, samtidig med at han skrev. Jeg ved ikke om nogen har forsøgt sig? Det kræver tydeligvis både øvelse og masser af koncentration.

Ovenfor en slags ritualiseret automatskrift udført på to skrivemaskiner. Aftenens digtning endte med, at Skinnebach læste de to nyskrevne og meget forskellige tekster op.

Kan man anmelde en begravelse?

Med forestillingen om at et ligtog på godt trehundrede personer fulgt af politieskorte gennem Københavns gader, ville blive betragtet som en medieværdig begivenhed, sappede jeg for et par uger siden rundt mellem nyhederne på TV. Men forgæves. I stedet afventede jeg tilbagerapporteringen ugen efter, fra tre af mine medstuderende som havde deltaget i begivenheden. Den fik jeg så sidste fredag. (Dagen hvor den begravede i øvrigt blev gravet op igen). http://kpn.dk/article2215695.ece

De tre havde opdelt deres dækning af begravelsen, i et FØR, UNDER og EFTER.

Sarah Hyldenbrandt Bjerre gav eksempler på pressens håndtering FØR begravelsen. ”Hvad har manden gang i, syntes de fleste at spørge, uden at der efterfølgende forekom nogen dybere besvarelse heraf”. Selve det at skulle forholde sig til hvorfor en kunster med sin egen personlige identitet som indsats søger at slippe af med sin identitet, kan umiddelbart forekomme svært at forklare. ”Hvem er død?” spurgte mange på selve dagen. ”Et spørgsmål der, når først man stod der, ikke sådan lige var til at svare på”.

"Hvad var vi vidne til?"
Annette Bruhn stillede spørgsmålet og rapporterede med sansninger og billeder fra UNDER begravelsen. "Vi forsøgte indledningsvis lige at vejre stemningen lidt", fortalte hun. "Det hele var lidt begravelsesagtigt, men stemningen blev løftet undervejs. Alt var uhyggelig livagtigt og tragisk, men på en komisk måde. For eksempel var det underligt, at ”han” selv åbnede døren, da vi kom for at se voksdukken. Manden der engang hed Claus Beck-Nielsen virkede meget berørt af situationen og gik kort efter begravelsen med sin datter i hånden". "For tilskuerne eller "de sørgende i ligoptoget" opstod der her en slags antiklimaks, for hvad nu? Det hele var overstået på meget kort tid, og så stod vi der", slutter Annette og henviste til Michael Jeppesens artikel i Information, idet han fastslår; at vi heller ikke er vant til at kunst insisterer på at være virkelighed. http://www.information.dk/247618

Vores underviser; lektor på Syddansk Universitet, Jon Helt Haarder, som i øvrigt var med til at bære kisten, havde følgende indvending; "Hvornår har man nogen sinde skulle spørge forfatteren om, hvordan værket skal læses? Hvad forfatteren insister på, og hvordan vi vælger at læse værket er jo to forskellige ting!"

Svært at analysere et fravær
Anne Lieberg, der stod for mediernes dækning af begravelsen EFTER, konstaterede at der havde været forbavsende stille oven på begravelsen. Hun fremhævede at det interessante var, at begravelsen INDEN blev omtalt i vid udstrækning i medierne, men UNDER selve begravelsen forekom fraværet af journalister og især litterater tydeligt. Hvor var de henne, dem som skulle anmelde værket? Hvor?På holdet diskuterede vi, at det virker som om, der i forhold til værket eksisterer en form for berøringsangst, fordi projektet virker så umuligt at få hold på. "Men," spurgte Anne, hvordan anmelder man lige en begravelse? Hvordan vurderer man noget, man faktisk ikke er klar over hvad er? Kan man overhovedet det? Og i givet fald efter hvilke kriterier?"

Haarder rundede af med at redegøre for sin oplevelse på dagen; "Det forstummende, det vil sige hele framingen, der gik på at skabe et rum, hvor vi bare blev kroppe der gik, blev en slags understregning af, at vi har en krop for et stykke tid, at vi skal dø, og det fungerede enkelt og fint.""I bund og grund kan man vel godt sige at det var en god begravelse. Der var jo ikke nogen der døde. Det at have viljen til at kunne skære sådan noget ud som fiktion, er i sig selv noget af en bedrift.

"TAK til Sarah, Anette og Anne for dækningen af Claus Beck-Nielsens begravelse lørdag den 9. oktober 2010.

PS: Jeg har her til aften under skrivningen af dette indlæg, netop modtaget et interessant link fra Sarah Hyldegaard Bjerre, http://www.modkraft.dk/spip.php?article14408. Under overskriften "Claus Beck-Nielsen er død ... igen!", gennemgår Linda Petersen, grundigt og kritisk, hele historien fra 2000 og frem til nu.

Desuden bliver "Claus Beck-Nielsen” anmeldt i ”Det andet Samtalekøkken” den 16. november 2010. http://www.facebook.com/#!/event.php?eid=115406015181003

FAKTA:
http://dasbeckwerk.com/ Her ligger blandt andet en interessant samtale mellem Jan Lindhard og Das Beckwerk om gravstens betydning for identiteten http://dasbeckwerk.com/_dokumenter/Funus-samtale-I-udskrift.pdf

http://www.funusimaginarium.com/

Gruppen udpegede Michael Jeppesens artikel i Information som den dagbladsartikel der mest grundigt gik ind og undersøgte pressens spørgsmål i forbindelse med selve begravelsen; "Hvad er det der foregår?" http://www.information.dk/247618

Skrivekursuspoetikker

TILLYKKE, og ikke mindst TAK til Rikke Lind fra Syddansk Universitet for et grundigt og velskrevet speciale om skrivekursuspoetikker.

Rikke Lind har med udgangspunkt i spørgsmålet: Hvordan lærer man at skrive? foretaget en udfoldelse af nogle af de mest anvendte poetikker, der bruges rundt omkring i skriveundervisningslitteraturen i Danmark og i udlandet.

I sit forord peger Rikke Lind på, at der findes et utal af skrivebøger på markedet, men at et fåtal virkelig udfolder poetikkerne. Mange af bøgerne er baseret på forfatterens personlige skriveerfaringer og litteratursmag, en styrke, mener Rikke Lind, hvis bogen læses som et eksempel på en mulig skrivepraksis. Men en ulempe, hvis bogen ses som en central kilde til, hvordan man skriver god litteratur. Rikke Linds nøgterne kritik, og vurdering af de poetikker hun gennemgår giver et godt og relevant overblik over emnet.

Specialet om skrivekursuspoetikkerne kan hjemlånes på biblioteket ved Syddansk Universitet i Kolding, og er registeret som følgende;

Indsæt under omrøring ordene ét ad gangen*
Author: Lind, Rikke
Opgavehylden: Dansk
Publishing Date: 2010
Holdings
1 eks. tilgængeligt i SDUB - Kolding i Kolding. Hovedopgaver

"Det blev en flicka"

Sted: Gotlands Museum, Visby, den 3. august 2010.

Cand. theol. Mule søger kald

Cand. theol. Mule søger kald: Hr. Klaus Mikkelsen Mule ønskede at få Nørrebroby kald, "men var ikke tilbøjelig til at ægte enken". Omsider erklærede han dog, at det var hans tanke, men på tre betingelser: 1. at han ville spise alene. - 2. sove alene - 3. og at ingen måtte sige ham imod. Dertil svarede hun: 1. at når hun og hendes børn havde spist, måtte han æde det, de levnede - 2. at sov han alene, ville hun sove hos skolemesteren - 3. at hun også var kort for hovedet, den ene dag ville hun ikke svare ham og den næste skulle han tie stille. Derpå ægtede han hende, og de levede lykkeligt, men det var hende, der var herre (i huset).

(Uddrag af biskop Bircherods dagbog - her efter Troels-Lund: Dagligt liv i Norden i det sekstende århundrede, 6. udg., bd. 6, s. 549).