Rituel digtning

15.10.2010: Esbjerg Kulturnat, Hovedbiblioteket.
Lars Skinnebach ankom til aftenens oplæsning med en rullekuffert. Kort efter gik han i gang med at pakke ud. To skrivemaskiner, en spilledåse, en saxofon og små grønlandske figurer var blandt kuffertens indhold.

Jeg har ikke overværet hans oplæsninger før, men så fascineret til, efterhånden som han kombinerede lyde, mimik, musik og små rituelle handlinger, samtidig med at han skrev. Jeg ved ikke om nogen har forsøgt sig? Det kræver tydeligvis både øvelse og masser af koncentration.

Ovenfor en slags ritualiseret automatskrift udført på to skrivemaskiner. Aftenens digtning endte med, at Skinnebach læste de to nyskrevne og meget forskellige tekster op.

Kan man anmelde en begravelse?

Med forestillingen om at et ligtog på godt trehundrede personer fulgt af politieskorte gennem Københavns gader, ville blive betragtet som en medieværdig begivenhed, sappede jeg for et par uger siden rundt mellem nyhederne på TV. Men forgæves. I stedet afventede jeg tilbagerapporteringen ugen efter, fra tre af mine medstuderende som havde deltaget i begivenheden. Den fik jeg så sidste fredag. (Dagen hvor den begravede i øvrigt blev gravet op igen). http://kpn.dk/article2215695.ece

De tre havde opdelt deres dækning af begravelsen, i et FØR, UNDER og EFTER.

Sarah Hyldenbrandt Bjerre gav eksempler på pressens håndtering FØR begravelsen. ”Hvad har manden gang i, syntes de fleste at spørge, uden at der efterfølgende forekom nogen dybere besvarelse heraf”. Selve det at skulle forholde sig til hvorfor en kunster med sin egen personlige identitet som indsats søger at slippe af med sin identitet, kan umiddelbart forekomme svært at forklare. ”Hvem er død?” spurgte mange på selve dagen. ”Et spørgsmål der, når først man stod der, ikke sådan lige var til at svare på”.

"Hvad var vi vidne til?"
Annette Bruhn stillede spørgsmålet og rapporterede med sansninger og billeder fra UNDER begravelsen. "Vi forsøgte indledningsvis lige at vejre stemningen lidt", fortalte hun. "Det hele var lidt begravelsesagtigt, men stemningen blev løftet undervejs. Alt var uhyggelig livagtigt og tragisk, men på en komisk måde. For eksempel var det underligt, at ”han” selv åbnede døren, da vi kom for at se voksdukken. Manden der engang hed Claus Beck-Nielsen virkede meget berørt af situationen og gik kort efter begravelsen med sin datter i hånden". "For tilskuerne eller "de sørgende i ligoptoget" opstod der her en slags antiklimaks, for hvad nu? Det hele var overstået på meget kort tid, og så stod vi der", slutter Annette og henviste til Michael Jeppesens artikel i Information, idet han fastslår; at vi heller ikke er vant til at kunst insisterer på at være virkelighed. http://www.information.dk/247618

Vores underviser; lektor på Syddansk Universitet, Jon Helt Haarder, som i øvrigt var med til at bære kisten, havde følgende indvending; "Hvornår har man nogen sinde skulle spørge forfatteren om, hvordan værket skal læses? Hvad forfatteren insister på, og hvordan vi vælger at læse værket er jo to forskellige ting!"

Svært at analysere et fravær
Anne Lieberg, der stod for mediernes dækning af begravelsen EFTER, konstaterede at der havde været forbavsende stille oven på begravelsen. Hun fremhævede at det interessante var, at begravelsen INDEN blev omtalt i vid udstrækning i medierne, men UNDER selve begravelsen forekom fraværet af journalister og især litterater tydeligt. Hvor var de henne, dem som skulle anmelde værket? Hvor?På holdet diskuterede vi, at det virker som om, der i forhold til værket eksisterer en form for berøringsangst, fordi projektet virker så umuligt at få hold på. "Men," spurgte Anne, hvordan anmelder man lige en begravelse? Hvordan vurderer man noget, man faktisk ikke er klar over hvad er? Kan man overhovedet det? Og i givet fald efter hvilke kriterier?"

Haarder rundede af med at redegøre for sin oplevelse på dagen; "Det forstummende, det vil sige hele framingen, der gik på at skabe et rum, hvor vi bare blev kroppe der gik, blev en slags understregning af, at vi har en krop for et stykke tid, at vi skal dø, og det fungerede enkelt og fint.""I bund og grund kan man vel godt sige at det var en god begravelse. Der var jo ikke nogen der døde. Det at have viljen til at kunne skære sådan noget ud som fiktion, er i sig selv noget af en bedrift.

"TAK til Sarah, Anette og Anne for dækningen af Claus Beck-Nielsens begravelse lørdag den 9. oktober 2010.

PS: Jeg har her til aften under skrivningen af dette indlæg, netop modtaget et interessant link fra Sarah Hyldegaard Bjerre, http://www.modkraft.dk/spip.php?article14408. Under overskriften "Claus Beck-Nielsen er død ... igen!", gennemgår Linda Petersen, grundigt og kritisk, hele historien fra 2000 og frem til nu.

Desuden bliver "Claus Beck-Nielsen” anmeldt i ”Det andet Samtalekøkken” den 16. november 2010. http://www.facebook.com/#!/event.php?eid=115406015181003

FAKTA:
http://dasbeckwerk.com/ Her ligger blandt andet en interessant samtale mellem Jan Lindhard og Das Beckwerk om gravstens betydning for identiteten http://dasbeckwerk.com/_dokumenter/Funus-samtale-I-udskrift.pdf

http://www.funusimaginarium.com/

Gruppen udpegede Michael Jeppesens artikel i Information som den dagbladsartikel der mest grundigt gik ind og undersøgte pressens spørgsmål i forbindelse med selve begravelsen; "Hvad er det der foregår?" http://www.information.dk/247618

Skrivekursuspoetikker

TILLYKKE, og ikke mindst TAK til Rikke Lind fra Syddansk Universitet for et grundigt og velskrevet speciale om skrivekursuspoetikker.

Rikke Lind har med udgangspunkt i spørgsmålet: Hvordan lærer man at skrive? foretaget en udfoldelse af nogle af de mest anvendte poetikker, der bruges rundt omkring i skriveundervisningslitteraturen i Danmark og i udlandet.

I sit forord peger Rikke Lind på, at der findes et utal af skrivebøger på markedet, men at et fåtal virkelig udfolder poetikkerne. Mange af bøgerne er baseret på forfatterens personlige skriveerfaringer og litteratursmag, en styrke, mener Rikke Lind, hvis bogen læses som et eksempel på en mulig skrivepraksis. Men en ulempe, hvis bogen ses som en central kilde til, hvordan man skriver god litteratur. Rikke Linds nøgterne kritik, og vurdering af de poetikker hun gennemgår giver et godt og relevant overblik over emnet.

Specialet om skrivekursuspoetikkerne kan hjemlånes på biblioteket ved Syddansk Universitet i Kolding, og er registeret som følgende;

Indsæt under omrøring ordene ét ad gangen*
Author: Lind, Rikke
Opgavehylden: Dansk
Publishing Date: 2010
Holdings
1 eks. tilgængeligt i SDUB - Kolding i Kolding. Hovedopgaver

"Det blev en flicka"

Sted: Gotlands Museum, Visby, den 3. august 2010.

Cand. theol. Mule søger kald

Cand. theol. Mule søger kald: Hr. Klaus Mikkelsen Mule ønskede at få Nørrebroby kald, "men var ikke tilbøjelig til at ægte enken". Omsider erklærede han dog, at det var hans tanke, men på tre betingelser: 1. at han ville spise alene. - 2. sove alene - 3. og at ingen måtte sige ham imod. Dertil svarede hun: 1. at når hun og hendes børn havde spist, måtte han æde det, de levnede - 2. at sov han alene, ville hun sove hos skolemesteren - 3. at hun også var kort for hovedet, den ene dag ville hun ikke svare ham og den næste skulle han tie stille. Derpå ægtede han hende, og de levede lykkeligt, men det var hende, der var herre (i huset).

(Uddrag af biskop Bircherods dagbog - her efter Troels-Lund: Dagligt liv i Norden i det sekstende århundrede, 6. udg., bd. 6, s. 549).

Forestil dig ...

Forestil dig, at en ukendt person uden dit vidne følger efter dig og fotograferer din gøren og laden med et lille spionkamera. Forestil dig, at du senere hen opdager dig selv afbilledet som del af et kunstnerisk projekt. Det oplevede en tilfældig mand under hans rejse fra Paris til Venedig. Kvinden der i al ubemærkethed fulgte efter var konceptkunsteren Sophie Calle. En af Frankrigs mest berømte, nulevende kunstnere i følge Louisianas website. Reaktionen fra veninden jeg fulgtes med i lørdags udeblev heller ikke.
- Det kan man da ikke, sagde hun og alligevel endte vi med, at drøfte om det Calle sætter fokus på gennem kunsten, på et eller andet plan ikke "bare" er en synliggørelse af den virkelighed vi lever i. Vi er bare så vant til det, at vi ikke en gang lægger mærke til det, altså registreringer af alt hvad vi foretager os. http://www.louisiana.dk/dk/Menu/Udstillinger/Sophie+Calle

Calle udstillingen som vises frem til den 24. oktober, kræver masser af tid og ro til fordybelse. Værkerne skal nemlig ikke kun beskues, men også læses og lyttes til, hvis man gerne vil have det hele med. De timer jeg havde til rådighed var langt fra nok, og alligevel var tiden og inspirationen fra værkerne nok til, at erindringen om dem bliver ved med at vende tilbage. Hvor går grænsen f.eks. mellem det private og det offentlige rum? For Calle har de grænseoverskridende arbejdsmetoder tilsyneladende givet problemer. Ifølge en kunsthistorisk ph.d. afhandling foretaget i 2002 (om identitetsbilleder og social arkæologi) begyndte Calle i stigende grad, at skabe sine selvbiografiske værker efter at kravet om respekt for privatlivets fred og anonymitet hos de mennesker, hun indtog i sine projekter, blev en problemstilling hun aktivt måtte tage stilling til. http://www.kvinfo.dk/side/559/article/178/
Linket fører til artiklen "Den diskrete feminist" og er en læsning værd, hvis man ikke kender den i forvejen.
Nedenfor et kik ud over den monumentale installation "Take Care of Yourself". Mere end hundrede kvinder fortolker ud fra deres egen profession en "såkaldt" mail, som Calle skulle have modtaget fra en tidligere kæreste, hvori han gør det forbi med hende. Resultaterne som vises i form af tekst, billeder og video er både poetiske, rørende og humoristiske. På et tidspunkt havde jeg nærmest en oplevelse af, at befinde mig midt i ét stort kollektivt, kulturelt messende kor af kvindestemmer og spekulerede et kort øjeblik på, om inddragelsen af mandlige fortolkninger ville have forandret det samlede indtryk.

"Prinsesser"

- Mor, hvor er prinsesserne henne? Spurgte min datter og hev mig i frakken.
- De kommer nok, sagde jeg, imens vi rykkede tættere sammen på de lave bænke foran scenen. Jeg husker det endnu, den dag i april; tre mænd, i døråbningen, den ene med mere glimt i øjet end den anden, den pludselige nysgerrighed og latteren, der bredte sig i lokalet og i min mave, som kulørte hoppebolde.

Stykket "Prinsesser" som handlede om tre prinsesseeventyr; Askepot, Snehvide og Klods Hans, var det fjerde stykke børneteater vi så den dag, under "Børneteaterfestivalen i Esbjerg" og helt klart det stykke jeg husker bedst. Hvorfor? Vel fordi det både skævt og humoristisk fortolker og lader tre mandlige skuespillere indtage hovedrollen i hvert deres eventyr, som tudefjæset Askepot, der for at blive en rigtig prinsesse, først skal vaske rigtig, rigtig meget op. Eller Snehvide der er så smuk, så smuk - og Klods Hans, og hvad har han lige med prinsesseeventyr at gøre … ja, læs det selv her, hvordan stykket arbejder med kønsroller og forventningsbrud, baseret på kønsforskning og feltstudier blandt børn i indskolingen. http://www.detlilleturneteater.dk/uploads/Prinsesser%2029.%20okt.%2009.pdf

Jeg har spurgt Grønnegade Teateret om stykket spiller endnu. De oplyser at stykket, som er udsolgt til skoler og biblioteker, er på turne i uge 3, 4 og 5, i begyndelsen af 2011. Herudover opføres stykket på Grønnegade Teaterets egen scene lørdag den 5. februar 2011. (Billetbestillingen er endnu ikke startet). Og bedst af alt, de tre skuespillere er ved at forberede et nyt stykke til Børneteater festivalen som næste forår afholdes i Randers i uge 14. Den nye opsætning hedder foreløbig ”Blues”.