"Jeg ligger i sengen og skal sove.
Bernhards far forklarer alvorligt, at al kunst og litteratur er resultatet af tre separate, men uadskillelige processer. Det er hans måde at fortælle godnathistorie på. Først er der den måde, vi mennesker sanser og oplever verdenen på; det er vidt forskelligt fra person til person, nogle er visuelt anlagte, andre bemærker altid et steds luft eller stemning eller måske ligefrem dets aura. Den anden proces handler om, hvordan vi lagrer sansningerne; nogle mennesker husker alt de ser, det kalder man fotografisk hukommelse, men det er de færreste, som har det. Andre husker alt de nogensinde har læst, hørt eller følt, dem er der heller ikke ret mange af, de fleste af os husker en smugle af det hele; hjernen organiserer synsindtryk, lyd, lugte og følelser på en måde, som den tror giver bedst mening for os i situationen. Alle mennesker, siger Bernhards far, sorterer noget fra. Den tredje proces er selve skabelsesprocessen, den måde kunstneren udtrykker sig, når han maler, skriver eller komponerer. Ofte er det dét, udtrykket, forfatterens tone fx, som bemærkes og fremhæves som noget særligt for lige den eller den kunstner, men i virkeligheden er den proces tæt forbundet med de andre to, for du kan ikke udtrykke noget, som du ikke har en forestilling om, og forestillingen om noget er uløseligt forbundet med, hvad du allerede har oplevet, og det igen hænger sammen med den måde, som din hjerne tilgår de oplevelser, som du har lagret i hukommelsen. Forstår du? Waschermann huskede alt, hvad han nogensinde havde følt, men ikke særligt meget af det, som vi normalt forbinder med sanserne; synsindtryk, smage og lugte, og derfor er der noget helt særligt tidsløst, æterisk og længselsfuldt over hans poesi. Næsten noget overjordisk. Bernhards far får et kort øjeblik et drømmende udtryk i de klare øjne, men selvom et kunstværk er summen af de tre processer, så vejer de forskelligt, hos forskellige kunstnere. For nogle er det afgørende deres sansning, for andre er det måden de husker på, og dét de husker, og for andre igen er det vigtigste måden, de giver sansningerne og erindringerne liv. Men det vil altid være en blanding. Den franske maler Claude Monet sagde engang, at han ville ønske, at han var født blind, og så pludselig en morgen vågnede op og så alt for første gang. Så ville han male, det han så, uden indflydelse fra vaner eller tidligere erfaringer. Bernhards far smiler og aer mig over håret. I 1912 blev det ønske til virkelighed, en slags virkelighed i hvert fald. Monet fik nemlig grå stær, og i løbet af ti år blev han blind på det højre øje, og så kun meget svagt med det venstre. Fast besluttet på at fortsætte med at male, sagde Monet, at han ville male næsten blind ligesom Beethoven komponerede komplet døv, og i dag er de malerier med de overraskende farver, som han lavede i den periode, nogle af hans bedst kendte." Citat af Bjørn Themsen, AUTOATLAS s. 54 - 54
Link til AutoAtlas og Forlaget Fuglekøjen
