Forestil dig, at en ukendt person uden dit vidne følger efter dig og fotograferer din gøren og laden med et lille spionkamera. Forestil dig, at du senere hen opdager dig selv afbilledet som del af et kunstnerisk projekt. Det oplevede en tilfældig mand under hans rejse fra Paris til Venedig. Kvinden der i al ubemærkethed fulgte efter var konceptkunsteren Sophie Calle. En af Frankrigs mest berømte, nulevende kunstnere i følge Louisianas website. Reaktionen fra veninden jeg fulgtes med i lørdags udeblev heller ikke.- Det kan man da ikke, sagde hun og alligevel endte vi med, at drøfte om det Calle sætter fokus på gennem kunsten, på et eller andet plan ikke "bare" er en synliggørelse af den virkelighed vi lever i. Vi er bare så vant til det, at vi ikke en gang lægger mærke til det, altså registreringer af alt hvad vi foretager os. http://www.louisiana.dk/dk/Menu/Udstillinger/Sophie+Calle
Calle udstillingen som vises frem til den 24. oktober, kræver masser af tid og ro til fordybelse. Værkerne skal nemlig ikke kun beskues, men også læses og lyttes til, hvis man gerne vil have det hele med. De timer jeg havde til rådighed var langt fra nok, og alligevel var tiden og inspirationen fra værkerne nok til, at erindringen om dem bliver ved med at vende tilbage. Hvor går grænsen f.eks. mellem det private og det offentlige rum? For Calle har de grænseoverskridende arbejdsmetoder tilsyneladende givet problemer. Ifølge en kunsthistorisk ph.d. afhandling foretaget i 2002 (om identitetsbilleder og social arkæologi) begyndte Calle i stigende grad, at skabe sine selvbiografiske værker efter at kravet om respekt for privatlivets fred og anonymitet hos de mennesker, hun indtog i sine projekter, blev en problemstilling hun aktivt måtte tage stilling til. http://www.kvinfo.dk/side/559/article/178/Linket fører til artiklen "Den diskrete feminist" og er en læsning værd, hvis man ikke kender den i forvejen.
Nedenfor et kik ud over den monumentale installation "Take Care of Yourself". Mere end hundrede kvinder fortolker ud fra deres egen profession en "såkaldt" mail, som Calle skulle have modtaget fra en tidligere kæreste, hvori han gør det forbi med hende. Resultaterne som vises i form af tekst, billeder og video er både poetiske, rørende og humoristiske. På et tidspunkt havde jeg nærmest en oplevelse af, at befinde mig midt i ét stort kollektivt, kulturelt messende kor af kvindestemmer og spekulerede et kort øjeblik på, om inddragelsen af mandlige fortolkninger ville have forandret det samlede indtryk. 
